Fra salonen til gaden: Et undervisningsforløb om 6 kvindeskæbner under Den Franske Revolution

·

Introduktion

Når man underviser i Den Franske Revolution er det ofte med fokus på den politiske historie om frihed, lighed og broderskab. Eleverne lærer, at revolutionen omstyrtede det uretfærdige enevælde og lagde grunden til de borger- og menneskerettigheder, som nutidens liberale demokratier baserer sig på. På den måde blive Den Franske Revolution hurtigt en sort-hvid fortælling om de godes kamp mod de onde.

I dette undervisningsforløb nuanceres denne forståelse. I forløbet møder vi seks meget forskelligartede kvinder, der på hver deres måde kæmpede for at finde en plads i den nye politiske virkelighed, som åbnede sig i Revolutionens kølvand. Gennem deres stemmer får vi indblik i det gamle regimes politiske kultur, i de muligheder revolutionen åbnede for kvinder og ikke mindst de begrænsninger, der lå i de revolutionæres forestilling om kvindens naturlige plads i privatsfæren.

Formål og faglig ramme

Formålet med forløbet er todelt:

  1. At styrke de studerendes historiske empati ved at udvikle deres evne til at konstruere nuancerede og fagligt informerede forestillinger om fortiden. Det indebærer, at de kan sætte sig i fortidige aktørers sted, forstå deres handlemuligheder og perspektiver i deres egen samtid og anvende disse indsigter til at skabe meningsfulde forbindelser mellem fortid og nutid. Forløbet integrerer dermed de historiedidaktiske nøglebegreber historisk tænkning og historiebevidsthed i en fælles analytisk tilgang.
  2. At introducere de studerende til kvinde- og kønshistorie med særligt fokus på herstory-traditionen, så de får indblik i, hvordan kønsperspektiver og marginaliserede stemmer kan udvide, udfordre og nuancere etablerede historiske fortællinger.

    Tidsforbrug: 16 lektioner
    Faglige mål: Historisk empati, historisk tænkning, historiebevidsthed, kvinde- og kønshistorie

    Forløbet er bygget op på følgende måde:

    1. De studerende introduceres til faglige problemstillinger knyttet til Den Franske Revolution og arbejder med historiografiske fortolkningstraditioner, aktørgrupper, årsags-virkningssammenhænge, forandring og kontinuitet samt komparativ historisk analyse
    2. De studerende introduceres til kvinde- og kønshistorie
    3. De studerende læser om 6 kvindeskæbner under Den Franske Revolution og arbejder via rollespil, visualiseringer og undervisningsdesign med historisk empati og kvinde- og kønshistorie
    4. De studerende skaber forbindelse mellem fortid og nutid via en afsluttende refleksionsopgave

    Der er følgende materialer knyttet til forløbet. Alle materialer kan redigeres og tilpasses egen undervisning:

    1. En PowerPoint, der gennemgår den franske revolution med fokus på aktørgrupper, faser, årsags-virkningssammenhænge og forandring og kontinuitet. I PowerPoint landes 3 pointer: 1) revolutionerne er globale, 2) kolonihistorie er ikke et sidespor men en vigtig motor, 3) revolutionerne er ikke entydigt liberale.
    2. Tre arbejdsark knyttet til den første PowerPoint, hvor de studerende arbejder med synlig tænkning, rollespil med aktørgrupper og komparativ analyse
    3. En PowerPoint der introducerer 5 faser i kvinde- og kønshistorie
    4. Forløbets centrale dokument: Fra salonen til gaden: Kvindernes handlerum under Den Franske Revolution. Dokumentet er skrevet af Maren Lytje baseret på Lucy Moore (2006), Liberty: The Lives and Times of Six Women in Revolutionary France. Harper Perennial
    5. Et arbejdsark knyttet til Fra salonen til gaden og til PowerPoint om kvinde- og kønshistorie
    6. Et arbejdsark til afsluttende refleksion

    Som forberedelse til forløbets første del: introduktion til faglige problemstillinger knyttet til Den Franske Revolution kan de studerende med fordel læse:

    • Kjærsgarrd, Jonas Ross Kjærgaard, “Indledning” i Hoffet, Gaden, Parlamentet: Portræt af den Franske Revolution. Aarhus Universitetsforlag, 2025

    Som forberedelse til introduktionen til kvinde- og kønshistorie kan de studerende med fordel læse:

    • Scott, Joan Wallach. “Gender as a useful category of historical analysis.” Culture, society and sexuality. Routledge, 2007. 77-97.

        Download materialet

        Discover more from Historiedidaktikerne

        Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

        Continue reading